
Projektbeskrivelse
Billedskolen i Gentofte har fået til opgave at illustrere Skabelsen .
Børnenes billeder skal udstilles i koncerthuset i Budapest i anledning af nytårskoncerten 2007, hvor Haydns La Creation skal opføres.
Alle skolens elever fra 8 år og op til 16 år har hørt passager af Haydns musik, fået læst og fortalt skabelsesberetningen. Børnene har lavet skitser umiddelbart efter oplevelsen. De har efterfølgende haft fri tilgang til et varieret udvalg af materialer og individuelt bearbejdet deres skitser med farver og materialer. De har klippet/klistret, brugt sand, plastik, skumgummi, oliekridt, acryl og akvarelmaling. Undervejs har de fået vejledning i komposition. Nogen har valgt at arbejde naturalistisk andre abstrakt.
Billederne er samlet på tværs af alder således at ALLE elever er repræsenteret i 6 store kompositioner over de 6 skabelsesdage. Ikonens form og udskæring samt baggrundens guldbemaling er bragt ind i den endelige komposition af børnenes arbejder. Gammelt og nyt er sat i spil i en ny skabelsesproces.
Projektet har med børnene varet to måneder , så der har været tid til fordybelse.
For at skabe en spredning i udstillingen af danske børnebilleder på Palace of Arts har en Grønlandsk skoleklasse i alderen 11 år illustreret skabelsen. Klassen kommer fra Ammasalik som er Gentofte Kommunes venskabskommune. De fik tilsendt det samme grundmateriale i tekst (ingen billeder), som de danske børn har hørt.
De vendte tilbage med en frise i farvede klip af Grønlands skabelse.
En skoleklasse i Jylland blev også bedt om at illustrere. De 7 årige har arbejdet med minibilleder med farvede tusser. Billederne er sat sammen i to lodrette friser hæftet sammen i ringe.
Børnene vil få tilsendt billeder af ophængningen og udstillingen, så de kan se i hvilken sammenhæng deres billeder indgår i. De skal kunne se de andre børns billeder. De vil alle sammen få tilsendt kager fra Budapest.
De 6 skabelsesdage
1.dag : kaos , the big bang; lys / mørke ; dag / nat
2.dag : himmel/hav
3.dag : jord og vand
4.dag : sol, måne og stjerner ; det lille lys og det store lys
5.dag : havets dyr og himlens fugle
6.dag : jordens dyr og Adam
Anne-Grete Lænkholm
Billedskolen i Gentofte